Æggelæggerne
Af Nathalie Stratigos (tekst) og Simon Bruun Fals (foto)
Knirkende gummistøvler slæber sig gennem fugt-slatne blade. En nøgle i den rustne lås drejes en halv omgang. Porten ruller knagende til side. En stråle skarpt sollys trænger ind.
V .i gisper alle den friske luft i os, mens vi kan.
Snart er der kun den gennemtrængende lugt af hønsemøg igen.
Inden den tobenede albino ræv går på rov, er det tid til at komme ud af fjerene.
”Hvor pokker er mit æg blevet af? Lagde jeg ikke lige et æg?”
Uvidende om, at ægget trillede ned i bakken under rugekassen, er hun ved at gå ud af sin gode fjerdragt ved tanken om status quo på ægproduktionen, for hun ved, hvad det betyder. Lægger du ingen æg, ender du som lørdagskylling.
Den tobenede albinoræv træder ind i laden. Larmende stilhed. En stribet blok fra en lomme i erstatningspelsen kommer frem. Nummer 1-530. Et tal for hver af os.
Han fører tilsyn med, hvor mange æg vi lægger.
Produktivitet på højt niveau. Her er ikke plads til høns, der ikke lægger æg.
Kuglepennen går pertentligt listen igennem, og da den stopper, gibber det i os alle.
Nr. 33 har ikke lagt nogen æg i en hel uge, og i dag er ingen undtagelse.
Da albinoræven træder nærmere, rykker vi, der står omkring hende, et skridt væk. Lyden af kløer mod beton bryder stilheden.
Man skulle jo nødig selv risikere noget.
Nr. 33 gribes ved struben og føres bort. Hun basker med vingerne, så savsmuldet hvirvler rundt til alle sider. Sigtbarheden forringes for en stund. Inden længe giver hun efter for albinorævens greb og hænger slapt mellem hans fingre – parat til at gå sin skæbne i møde.
En blond høne, nr. 13, der ville få enhver hane til at gale, har ikke forstået, hvad der sker, og stikker derfor hovedet afvigende frem fra resten af flokken. ”God ferie,” klukker hun og bliver straks efter genstand for forargede blikke. Hun besvarer dem ved at trække på vingerne, før hun atter forsvinder ind i rugekassens mørke. Med den dumhed kunne hun snildt forveksles med en gås.
Inde i rugekassen giver den blonde høne sig til at ruge på et æg, der har undsluppet hullet i midten. Hun må lægge hovedet lidt på skrå, for at der er plads til hende.
At der ikke er en hane i hønsegården, er en mellemregning, hun har sprunget over i regnestykket.
Alligevel er hun genstand for nysgerrige blikke, for hun har ruget på ægget i 40 dage.
”Nu må der da snart ske noget, ” klukker hønen i rugekassen ved siden af.
”Ja, nu kan det ske når som helst,” svarer hønen i rugekassen under hende.
Længere i samtalen når de ikke, før de taber tråden.
Men det gør heller ikke noget, for der er lige kommet frisk korn. Det vælter udover trugets sider og ligger spredt på betongulvet. De 16 høns, der normalt enes om én kvadratmeter, bliver hurtigt til en koncentreret flok. Man skal være hurtig for at få det friske korn.
Høne nr. 76 er en af dem, der ofte har heldet med sig. Hun er nu så stor, at hendes ben ikke længere kan bære hende, men det afholder hende ikke fra at spise. Hun ruller bare over til truget i stedet. Og den korporlige vægt gør, at de fleste nok skal give hende plads – resten bliver mast i kampens hede.
Om lidt slukker projektørerne i loftet, og så er det tid til at gå til ro. Projektørerne markerer døgnrytmen; otte timer udgør en dag, og de er endnu en gang gået. Tiden flyver.
Men da mørket pludselig tager sit tag i hønsegården, bliver der alligevel en smule postyr, for hvad er det egentlig, vi skal nu?
Efter lidt tid sænker roen sig atter over hønsegården, og vi finder vores reder.
Nr. 40 kagler irriteret til sin sidehøne:
”Din vinge ligger i min rede,” men inden det udvikler sig til, at de plukker fjerene af hinanden, har vi andre tysset på dem. `Hanegal og `hønefuld´ er et par af de gloser, der kort efter finder vej gennem mørket, inden der igen bliver stille.
Ikke langt derfra rammer øksen huggeblokken med en hul lyd, og de 530 høns, vi var for lidt siden, bliver til 529. Høne nr. 51 er stadig vågen, men det er kun fordi, at hun lige lagde et æg. Snart efter falder også hun i søvn ovenpå halmen, der for længst har givet efter for hendes vægt.