Med ungdomshuset revet ned og Christiania lukningstruet fik en gruppe mennesker idéen om et mobilt  fristed, som kunne flytte sig, hvis det blev nødvendigt. Det blev til en lille by i Syd­havn. Flydende på vandet. For vand er mere frit end land.
Om dagen har beboerne travlt med at bygge flåder i en hal udlånt af Nordea. Når natten falder på, trækker de enkeltvis og i par ned mod deres gyngende sovepladser i Den Flydende By.

Der bliver sunget, spillet og bedt. Det er søndag, og kirken på Søren Frichsvej er fyldt med unge mennesker. De kommer her ikke kun på grund af kirkens fællesskab. Mange af dem håber på at finde kærligheden – til gud og til hinanden.

Den sidste sang bliver spillet. Gudstjenesten er færdig. I halvanden time har de unge været en del af en helhed. De har sunget, bedt og lyttet sammen. De har nydt hvert et øjeblik, men nu ændres formålet. En dreng rejser sig hurtigt op, kigger rundt. Den søde pige, som han havde fået øjenkontakt med, før Gudstje­nesten startede, står ovre i hjørnet med sine veninder. Smilende. Ventende. Han retter på sit partisanertørklæde, tager fat i sin wingman og går beslutsomt over mod pigegruppen.
Kirkerummet virker pludselig mindre. Folk har forladt deres pladser og danner små grupper, hvor de snakker om Gud og hvermand. Stemningen er kærlig, og der er en summende latter, forståelse og venlighed i luften. De røde mursten understreger rummets varme atmosfære.
”Kirken er et godt datingsite, en god huntingground,” griner Andreas, som står og pakker de sidste af sine ting ned. Han er guitarist i det band, som har holdt stemningen høj under gudstjenesten. Han har selv fundet sin eneste ene i kirkens sale.
Præstens emne under gudstjenesten var Markus-evangeliet. Et evangelium, som bygger på kærlighed til Gud og til hinanden, og præstens ord fik det bedste frem i kirke­gængerne. Et par sidder tæt op ad hinanden. Deres hænder mødes skjult mellem to stole, et hoved lægges på en skulder, et stille forsigtigt kys på panden.
Under salmerne står alle op og synger med på teksten, der projekteres på storskærmen. Mange holder armene om hinanden, nogle har hænderne rakt mod himlen. Andre står med lukkede øjne. De kan teksten udenad og svajer i takt til melodien.

Klynger og kærlighed
Andreas får lagt de sidste ledninger i tasken. Linea står ved siden af og venter. De er kæres­ter og har fundet hinanden gennem kirkens fællesskab. De er begge kristne og kunne ikke forestille sig et liv uden Guds kærlighed.
”Under en fællesbøn i vores klynge havde jeg ikke overskud til at styre bønnen, og så rej­ste Linea sig op og stod for det. Det var første gang, jeg rigtigt lagde mærke til hende,” siger Andreas og smiler til Linea, som forsigtigt skjuler et smil bag rødmen.
En klynge er et af de sociale arrangementer, som kirken har sat op. Det er en gruppe, hvor folk mødes uden for kirkesalen til fællesspisning, -bøn og socialt arbejde. Efterfølgende mødtes Andreas og Linea flere gange i klyngen, og til sidst, efter en gudstjeneste, invi­terede Andreas Linea ud. Linea sagde ja, og i to år har de nu været kærester.
Der fnises uskyldigt i et hjørne. To unge mennesker smiler til hinanden, mens de snakker. Deres hænder strejfer hinanden, før de går mod udgangen sammen.

Folk er ens og dog så forskellige
Stille, afslappet baggrundsmusik summer ud fra de store højtalere i loftet. Langsomme, melankolske toner svæver mellem de unge, som stadig står og nyder hinandens selskab. Mange kommer her for at møde andre unge, og måske en kommende kæreste, netop fordi man her deler en livsfilosofi, som kan være svær at finde andre steder.
Her har folk en fælles kærlighed til Gud, og alle forstår den følelse. En forståelse som gør det nemmere at leve sammen i hverdagen. For Linea var det vigtigt at finde en kæreste, som forstod de kristne værdier i hendes hverdag. ”Det er rart at kunne spørge sin kæreste, om han vil bede for mig op til en eksamen, som jeg er rigtig bange for, og så vide at han rent faktisk gør det med hele sin tro. Jeg kunne godt have en ikke-kristen kæreste, men her ved jeg, at han ville bede for mig.”
Den unge dreng med partisanertørklædet er gået. Det samme er pigen, han havde kigget langt efter. Tilbage står hans kammerat, som taler med en af pigens veninder. Begge står med deres mobiletelefoner fremme og ud­veksler telefonnumre.
Det begynder at tynde ud i kirken. Kun kirke­tjeneren går rundt og lukker det sidste af i den store kirkesal. Dens majestætiske betonstøtter, som holder taget oppe, står fast omkring det fællesskab der er opbygget. Kærligheden til Gud, kærligheden til hinanden. Luften er fuld af den.

I Bispehaven ved Aarhus bor Palle Bay og Mari-Ann Petersen med deres to drenge. I en familie med depression og manglende overskud kan det være svært at få hverdagen til at hænge sammen.

Bag de tunge gardiner ligger lejligheden mørk og stille hen. Det eneste lys findes i køkkenet, hvor lysstofrøret sender sine ubarmhjertige stråler ned over en næsten spist lasagne, som det har gjort de sidste dage. Roen afbrydes pludselig af et vækkeurs insisterende kimen. Det ringer et halvt minut, men ingen reagerer på det. Til sidst stopper det, for få minutter senere at blive afløst af en telefonalarm og der­efter endnu et vækkeur. Der bliver igen stille i lejligheden.
Samtidig med at resten af Bispehavens 880 lejligheder så småt vågner, begynder en svag mumlen fra et af lejlighedens to soveværelser. Her bor Palle Bay, 43, og Mari-Ann Petersen, 35. Lidt efter slæber Mari-Ann sin morgenkåbeklædte krop fra det ene værelse til det næste for at vække sønnerne Benjamin og Thor. Det er en helt almindelig hverdagsmorgen som så mange andre. Men her i lejligheden kan det alligevel være en kamp at komme gennem den.

Fra Ingeniørhøjskolen til førtids­pension
Det startede ellers godt. De mødte hinanden i cykelklubben og flyttede sammen ganske kort tid efter, da Mari-Ann læste på Ingeniørhøj­skolen, og Palle var udlært som klejnsmed. Men efter en række dødsfald blandt familie og venner fik Mari-Ann det svært og kunne ikke længere fungere blandt sine medstuderende. Til sidst droppede hun ud. Hun blev sygemeldt og gik hjemme. Havde hun kunnet tage sig sammen, så var det gjort for længst. Men det kunne hun bare ikke. Det var hun ikke længere i stand til, sagde psykiateren, og sendte hende på førtids­pension.
”Jeg var nok først og fremmest skuffet over mig selv. Det var jo ikke lige det liv, jeg havde regnet med. Men jeg kunne godt se, at det ikke fungerede. Der var intet tilbage i mig,” fortæller hun.
Imens arbejdede Palle rundt om i landet, men det var indimellem svært at tjene penge, når han hastede hjem fra job for at tage sig af Mari-Ann og børnene. For lidt søvn, for meget arbejde og to helt små sønner endte til sidst i mavesår.
”Jeg har arbejdet, siden jeg var femten, og jeg har altid syntes, det var spændende. Men det har været hårdt – jeg har kravlet og løftet. Om vinteren kæmpede man for at holde varmen, om sommeren for ikke at gå til af den.”
Så efter godt 27 års arbejdsliv sagde kroppen stop, og Palle blev sendt hjem med ødelagt ryg og ledsmerter.

Vasketøj og baggrundsstøj
Hverdagen består nu af det vasketøj, der mageligt breder sig i sofagruppen, som om det truer med langsomt at overtage hele lejligheden, og papegøjerne, der kæmper for at overdøve fjernsynets baggrundsstøj med deres nasale stemmer.
”Nej – jo”
”Flyt dig”
”Er du færdig?”
”Makrel, makrel,” skriger de på skift, inden de slår over i et imiteret hosteanfald, der får det til at klø i halsen og leder tankerne hen mod tuberkulose.
”Hold nu mund,” kommer det fra Palle, mens han sidder lænet ind over sofabordet og ruller sine 112-for-105-kroners cigaretter.
Han kigger op og betragter uinteresseret det dyreprogram, der har kørt over skærmen den sidste halve times tid, og vender derefter igen opmærksomheden mod sine hjemmerullede. Bag ham skinner solen ned over Aarhus. Indenfor ligger lejligheden mørkt hen, som venter den på at blive vakt til live.

Ikke megen hjælp at hente
Om et par timer kommer der igen liv i stuerne, når Benjamin og Thor vender hjem. Men med depressioner og to drenge, der begge lider af ADHD og Aspergers syndrom, en let form for autisme, er der meget at holde styr på. Så meget, at det hele indimellem kollapser, og bare det at stå op bliver en uoverskuelig start på dagen.
”Det er da pinligt og ikke særlig sjovt, at vi ikke selv kan klare at stå op og få drengene af sted i skole. Men nogle dage magter vi det ikke.”
Det var egentlig meningen, at familien skulle have hjælp til at klare morgenerne, men selv­om der siden forrige september har været talt om, at der skulle komme en støtteperson fra kommunen, er der stadig ikke sket noget. Så nogle morgener må Benjamins skoletaxa køre tom tilbage til Langagerskolen. Han kan godt blive lidt urolig, når han tænker på, at skolens hvede og kartofler skal passe sig selv, for han vil gerne være landmand – helst økologisk – når han bliver ældre. Men der er mange skoleår endnu.

Bang, bang, bang. Munden er let åben, mens Thor ihærdigt forsøger at styre sig ud af død og ødelæggelse. Han vil gerne være spiltester når han engang bliver stor, men lige nu glæder han sig bare til at komme i samme skole som sin storebror. Han slår energisk på compu­terens piletaster, mens hele den lille krop giver et spjæt, hver gang endnu en soldat falder for kuglerne.
”Skru nu ned for den larm,” lyder det ude fra køkkenet.
Fuglene skræpper op ovre i hjørnet. Thor kigger over skulderen og rykker uroligt på stolen.
”Jeg vil ikke høre mere larm! Stop eller i seng.”
Bare fødder tramper over gulvet, mens døre smækker. Benjamin er allerede et godt stykke nede ad trapperne, af sted for at samle flasker, og Thor ligger sammenkrøllet i sengen og bet­ragter TV’et gennem sengehestens tremmer, som gjaldt det hans liv. Imens står Mari-Ann alene, midt på stuegulvet.
”Vi prøver bare at få det til at køre. Men der er både de gode dage og de dårlige. Vi ser ikke så langt fremad.”

Af Vibeke Vikkelsø Østergaard (tekst) og Daniel Hjorth (foto)

Det kan hverken ses på Søren Holmgaard Pedersen eller hans lejlighed, at han, siden han gik på efterskole, har været asatroende. Bogreolen er fyldt med lærebøger som hos enhver anden studerende, og telefonen giver et bip fra sig, hver gang AGF scorer i dagens fodboldkamp. Men udover at læse til pædagogisk assistent, læser Søren tegn og runer i naturen og tror på de nordiske guder.

Forbi plakaten med Legolas, actionfigurerne af Gandalf og Aragorn og det meterlange sværd i hjørnet, står der seks flasker mjød og et drikkehorn i en vinreol. De fortæller om en ung mand med en særlig interesse.
Da Søren Holmgaard Pedersen gik på efterskole, fik han en ny gruppe venner, som fortalte en masse fantastiske fortællinger. Det var fortællinger, han havde hørt før; om Odin og Thor, Midgård og Asgård, jætter og alfer. Men historierne fik en helt anden klang, når særligt en af vennerne fortalte.
”Det var, som om han kunne sætte ord på det, på en måde der virkelig overbeviste mig. Han løftede den nordiske mytologi op til at være mere end bare en god fortælling,” siger Søren, der i dag er 22 år. Overgangen fra bare at lade sig underholde af historierne til rent faktisk at tro på Freja og Thor skete dog ikke fra den ene dag til den anden. Det krævede et par forklaringer. Og dem havde Sørens ven klar.
”Jeg havde selvfølgelig en masse spørgsmål. Jeg sagde til ham, at noget af det, han fortalte, lød fuldstændig latterligt. Men han kunne sætte ord på det hele og forklare, hvordan det kunnne lade sig gøre, hvis man tolkede lidt på historierne,” fortæller Søren.
Det var et varsel, der gik i opfyldelset, der for alvor overbeviste ham.
”I asatroen er det et dårligt tegn, hvis det regner og sner på én gang. En dag hvor det skete, sagde min ven til mig: ’Det her varsler rigtig dårligt,’. Han var overbevist om, at der snart ville ske noget skidt, men han kunne ikke sige hvad,” siger Søren.
”To dage senere havde jeg 40 i feber.”
Han har været asatroende lige siden.
Paralleldimensionerne Jotunheim, Mid­gård og Asgård
Som asatroende tror Søren på de nordiske guder, aserne, som Odin, Frigg og Balder. Han tror på, at der findes jætter, dæmoner, alfer og dværge. Og han tror på, at der eksisterer parallelle dimensioner, hvor Midgård, menneskenes verden, omkranses af Jotunheim, jætternes hjem, og Asgård, gudernes verden.
Søren har læst både den Yngre og Ældre Edda, som er digte om den nordiske mytologi. De er de vigtigste skriftlige kilder til asatroen, men ligesom flere kristne tvivler på, at Jesus rent faktisk gik på vandet, så tager Søren flere af asatroens fortællinger med et gran salt:
”Selvfølgelig tror jeg ikke på det med, at regn­buen Bifrost er en bro, der forbinder jorden med gudernes verden. Jeg ved godt, hvad en regnbue er, og jeg er godt klar over, at jeg ikke kan fange den,” siger han med et skævt smil.
Samme distance har han til den nordiske mytologis historier om naturvæsener som gnomer, alfer og feer. Men han mener nu stadigvæk, at der er mere liv i skoven, end de fleste går og tror.
”Du kan gå en tur i skoven, hvor der ikke er andre mennesker, men du fornemmer allige­vel, at der er liv. Og hvad er det? Det kan være, det er alfer, feer eller gnomer. Jeg kan ikke sætte en finger på det, men jeg tror, det har en forbindelse til guderne og jætterne,” siger han.

Runer skrevet i blod
Asatroen er ikke noget, der kommer særligt meget til udtryk i Sørens hverdag. En af årsagerne er, at asatroen i højere grad end andre religioner opfordrer til, at man skal klare sig selv.
”Jeg mener ikke, man skal bede til guderne, før man virkelig har et problem, hvor man står med livet på spil. Så tror jeg til gengæld også, de hjælper. Men jeg kan godt finde på at ofre lidt mjød til dem en gang imellem,” siger han.
De seks flasker mjød i vinreolen og drikkehornet af ben er da også det eneste i lejligheden, der giver et hint om Sørens religion. Alligevel har troen indflydelse på hans dagligdag. Den gør ham tryg.
Samtidig ser han tit efter naturruner. Når han ser et træ, der ligner en rune, overvejer han, hvad det kan betyde.
Søren tager budskabet om, at man ikke skal kontakte guderne uden grund, meget alvorligt. Faktisk har han kun bedt guderne om hjælp én gang. Det var, da hans bedstefar lå på hospitalet i dagevis, fordi han var dødssyg af kræft, men tilsyneladende ikke kunne dø. Da besluttede Søren sig for at hjælpe sin bedstefar ved hjælp af runemagi.
Han malede runerne for ’mod’ og ’god søvn’ med sit eget blod på et stykke papir, som han listede ind under bedstefarens pude, uden hans forældre så det. En halv time senere, døde hans bedstefar.
”Jeg ved ikke, om han var bange for døden, men jeg tror, at jeg – uden at mene, at jeg har slået ham ihjel – var med til at hjælpe ham ved at sige, at han godt måtte give slip. At han skulle have en rolig søvn og have mod til at sige, at det var det,” siger Søren.

”Hey, er du asatroende?”
Der var en grund til, at runerne skulle sniges ubemærket ind under bedstefarens hovedpude. Søren har nemlig ikke fortalt sine foræld­re, at han tror på aser og jætter frem for Gud og Jesus. Han holder helst sin tro for sig selv. Både fordi han ikke orker at tage diskussionen med sine forældre, men også fordi den er meget personlig. Han mener ikke, der er andre, der skal blande sig i det, han ser som et  privat forhold mellem sig selv og guderne.
Det er ikke kun forældrene, der ikke bliver delagtiggjort i Sørens tro. Der er heller ingen i hans omgangskreds, der ved, at han læser runer og ofrer mjød i skovbunden. Og Søren savner ikke at dele den del af sit liv med venner­ne.
”Min tro er en lille del af mig, og det er ikke noget, folk skal dømme mig på. Nogle gange, hvor emnet er kommet op, har jeg fortalt, at jeg er asatroende. Og så er det nærmest, som om der står ’freak’ i panden på en,” fortæller Søren, som dog ikke holder sin tro hemmelig.
”Hvis folk spørger, får de et ærligt svar. Men det er jo de færreste, der kommer hen og siger: ’Hey, er du asatroende?’,” siger han og fortsætter;
”Du går vel heller ikke rundt og præsenterer dig selv som kristen.”

”Det er en grim by. Ucharmerende. Men der sker meget bag facaden.” Sådan siger heksen om Tirstrup. En by med knivstikkeri, sladder, pølser og rygter om sort magi.

“Thyge sagde til hende, at han var træt af, at hun var sådan et svin.” Jytte smider pølsen op på bakken og giver cremepumperne et tryk hver. Ketchup og remoulade.
“Og så ringede hun til Thomas og sagde, at han skulle komme med det samme.” Den tynde fyr med tophue tager en bid af den tykke røde.
“Thomas er stadig på sygehuset, og Thyge sidder til afhøring hos politiet. Han stak ham op gennem hagen med en kniv, men det var bare et uheld.”
“Det er sgu ikke nemt at følge med,” siger Jytte og vender pølserne. De sveder i varmen.

Bar i styrhuset
Det var Mugge, der satte et ophugget styrhus ved siden af Jyttes pølsehytte i Tirstrup. Han kørte galt for et år siden i det voldsomme snevejr, men styr-huset står der endnu. Der har både været børnefødselsdage og påskefrokoster, hvor folk sejlede derfra. Han indrettede en bar deroppe.
“Jeg vil gerne af med det. Det er træls at se på,” siger Jytte og kigger ud på det hvide skib i gruset.

Rusttårerne løber ned langs skibets sider. Rebstigen hænger livløst og dingler. Skibets styrhus er indrettet med bordeauxfarvede vægge og lilla, stramt læder om de kvadratiske puder. Tomme øldåser og mugne skod i den lille vask. Sugerør i pastelfarver ligger spredt på disken. Det siges, at man stadig kan holde fest heroppe, men man skal lige spørge Mugges enkekone.
”Ellers bliver hun nok sur,” siger de nede hos Jytte.

Tiden rinder ud
Husene ligger som en dobbeltstreg på hver side af vejen. Bagved ligger golde marker og sorte silhouetter af træer. En by uden lag. På den ene side af vejen står en poleret murstensvilla med hvidt stakit. På den anden side ligger et afskallet gult hus. TIL SALG. Det er Viggo Møller, der bor her. Han har haft huset til salg, siden hans kone døde for to år siden. Der er hul i taget, krokodilletern på gulvtæppet og otte askebægre fordelt på 200 kvadratmeter. Cigarethylstre af mærket PRIVAT ligger stablet i soveværelset. I køkkenet står HOMEROLL “Bright red” i cylinder ved siden af den tomme kaffemaskine. På hylden over komfuret står et timeglas ved siden af frugtfarverne i spindelvævet.

Anti-julefrokost og selvudgravet havudsigt
Tusmelda kan ikke lide elektrisk lys. Hun foretrækker stearinlys og bål i stuen. Fuldmåneceremoni, anti-julefrokost og vandpyttehop. Hun ser ærlighed gennem aura og serverer te af friske urter. Salvie, timian og citronmelisse styrker de kvindelige egenskaber. Hun fandt sin mand på soulmate.dk, og nu bor de her med selvgravet vandudsigt. Tusmelda kalder sig selv for hex. Henrivende Eksemplar med X-kromosom.

Thyge, kniven og “Ballefornien”
Der er fodbold på storskærmen. De fleste sidder i baren og drikker øl, men ingen kigger på det firkantede farvespil. De snakker om Thyge, kniven og Ballefornien; nabobyen, hvor al hashen kommer fra. Allan står bag baren og mixer jordbærshots. Det er hans mor, der vender pølser nede ved skibet. Han er stolt af sit værtshus og har lige installeret dansegulv og diskolys. Thormod sidder her også. Han har overtaget Mugges gamle autoværksted, og de kalder ham allesammen for byens nye iværksætter – 20 år gammel.
Tusmeldas mand kommer ind og sætter sig ved et bord, hvor den tynde mand med tophuen og den tykke røde sidder. Danmark scorer, men ingen kommenterer det. Her foregår så meget andet.

Vi går gennem lange rungende gange med flisegulv og nøgne vægge. Spritter hænder, afdækker hår og vasker skosåler. Først derefter får vi lov til at se, hvilke hemmeligheder der gemmer sig bag de tunge metaldøre. Det er her, på Jensen’s Foods fabrikken, at Jensen blander sin sauce og skærer frokostbøfferne til.

Det hele startede i en lille restaurant i Aarhus i 1990’erne. Her besluttede Palle Skov Jensen sig for at servere gode bøffer til en billig penge. Sytten år efter serverer han, og de 17000 ansatte, bøffer til mere end hver anden dansker. Nøglen til Jensen’s Bøfhus’ succes gemmer sig på en fabrik i Struer.
Langt derfra sætter en familiefar tænderne i en frokostbøf med tilhørende favoritsauce. Han smiler til konen, som sender de overstadige børn i softice-baren for tredje gang. Restauranten er indrettet i varme, afdæmpede farver. Ved juletid prydes indgangen af et overpyntet juletræ. En imødekommende tjener nynner med på “Last Christmas”, som strømmer ud af restaurantens højtalere. Den hjemlige Jensen’s-ånd får årligt 5 millioner danskere til at besøge de 40 restauranter landet over.

Bøffer på samlebånd
Bag en tung metaldør skærer lyden af en klingende kniv skarpt gennem luften. Der er stænk af dyreblod på lokalets hvide vægge. Den skinnende stålmaskine er rummets omdrejningspunkt. Her parteres bøffer i tusindvis. Frokostbøffen, New York Strip’en og Mørbraden. Alle med Jensen’s til fornavn. Medarbejderne sørger for at fodre maskinen i den ene ende og sortere de ens bøffer i plasticemballage i den anden. Derefter sendes de videre på samlebåndet og ud til Jensen’s restauranter.
På Bøfhusets restauranter er køkkenet en futuristisk rullebåndsmekanisme, der producerer bøffer stegt til perfektion på minuttet. Rare, medium, well done. Et bånd til hver indstilling. Fra rullebåndet ryger bøffen direkte på den opvarmede tallerken. Her møder kødet en fast følgesvend, som for en Jensen’s steak er svær at komme udenom. Saucen.

Sauce skal der til
Dybere inde i Jensen’s fabrik dufter der krydret og velkendt. Endnu en tung dør åbnes og af­slører tre store siloer. En hul lyd runger mod de tomme mure, da en blå medarbejder åbner lugen til den ene silo. Det er her, dybt inde i fabrikken, de hemmelige krydderier blandes og tilsættes i henholdsvis Favorit-, Whiskey-, Peber- og Bearnaisesaucen. Der smages på saucen dagligt for at sikre, at alt har den karakteristiske, velkendte Jensen’s smag.
Den varme restaurant er fyldt godt op, hovedsageligt med børnefamilier. I det ene hjørne sidder en mand og stirrer på sin tallerken. Han kalder den smilende tjener til sig. Med en halv bøf og rigelige mængder kartofler tilbage på tallerknen er han løbet tør for favoritsauce. Tjeneren vender om på hælen og er efter få minutter tilbage med en ny gratis portion. På Jensen’s Bøfhus skal ingen mangle sauce. Da tjeneren har forladt bordet, retter manden igen blikket mod tallerknen. Han fortsætter sit måltid med et saligt udtryk i ansigtet.
For sauce skal der til. Ikke bare på Jensen’s restauranter, men også ude i de danske hjem. Derfor producerer fabrikken i Struer 23.000 flasker sovs til supermarkedernes kølediske dagligt. Det svarer til omkring 6000 liter om dagen. Og sovsen er ikke engang fabrikkens største eksportvare.

Og et enkelt gnaveben
Bag fabrikkens sidste lufttætte dør findes fabrikkens hjerte. Jensen’s Foods hellige gral og fabrikkens største eksportvare; Spareribs­produktionen.
Seks blåklædte medarbejdere er travlt beskæftiget ved samlebåndet. Der sker så meget, at det er svært at følge med. Spareribs føres på et rullebånd gennem maskiner, der skærer, glaserer, steger, fryser, vejer, sorterer og pakker. Medarbejderne skal holde styr på de tusind kødben, som flyver forbi. Sker der en fejl, lyser den store røde lampe i midten af lokalet. Og så startes der forfra med hele portionen.

En bøf-fuld fremtid
I restauranten er børnefamiliens tallerkner fuldstændig tomme. Manden betaler og efterlader rigeligt med drikkepenge, mens konen ser børnene tage den sidste rutschetur i Bøfhusets legeland. På den svingende dør står der “Tak for besøget og på gensyn.”
På Jensen’s Foods i Struer har klokken rundet midnat. De sidste medarbejdere  går igennem de sterile gange mod omklædningsrummet. Her smides den nu blodstænkede blå arbejds­uniform for en stund. Fabrikken holder en pause på tre en halv time for at gøre plads i programmet til en grundig rengøring. Kl. 03.30 starter produktionen op igen.

Lotte Vestergaard Pedersen bliver brat revet ud af sin døs. En høj, skarp lyd skærer gennem luften. Bilen er kommet for langt over i højre side af landevejen, så Lotte drejer skarpt til venstre. For skarpt. Der er en modkørende bil, som Lotte ikke når at undvige. Hun kører frontalt ind i den og mister bevidstheden.

Tre døgn efter vågner Lotte. En stemme hvisker hende i øret:
“Du er på hospitalet. Du har været involveret i en ulykke.”
Lotte vågner langsomt mere og mere. Stemmen fortsætter:
“Der var en anden bilist. Han omkom desværre.”

CHRISTIAN
Lotte er i live. Hun ligger på Aalborg traumecenter, omtumlet og i chok. Alt hun husker fra ulykkesdagen er, at hun havde skændtes med sin eksmand, drukket et par Sommersby og så var kørt.
Manden i den modkørende bil er død. Han hed Christian. Han var 59 år og læge, gift og far til to sønner.
”Det var uvirkeligt – som et mareridt,” husker Lotte.
“Jeg har ingen ord for det.”
Lotte ligger på hospitalet i lang tid. Hun har brækket flere ribben i begge sider, hendes bækken er flækket, og en nerve i venstre arm er revet over.
”Overlever jeg?” spørger hun en af sygeplejerskerne.
Hun kan ikke bevæge sig og er
bange.
”Ja, du skal nok overleve,” svarer sygeplejersken.
“Lig nu stille.”

Fængselsstraf
Lotte bliver tiltalt for uagtsomt manddrab.
Hendes promille var tre gange så høj som tilladt, og hun kørte alt for stærkt. Hun står til en fængselsstraf. Hun har aldrig før haft noget med kriminalitet at gøre. Hun frygter den hårde jargon, hierarkiet, frihedsberøvelsen og at miste muligheden for at følge med i sine tre børns hverdag. De vil kun kunne ses hver tredje weekend.
Lotte bliver idømt 15 måneders ubetinget fængsel og tilknyttes Statsfængslet Møgelkær.
Hun beslutter sig for at appellere for at vinde tid til at finde ud af, hvordan hendes børn skal leve, mens hun er væk.
En politimand følger Lotte afsted, da hun skal overflyttes fra traumecentret.
”Jeg vil lige snakke lidt med dig, Lotte,” siger han.
Han virker flink og sætter sig ved siden af sengen. Hans blik er alvorligt, men ikke koldt.
Han vil snakke med Lotte om Christians familie.
Politimanden fortæller om dem og spørger Lotte, om hun vil møde dem, hvis de har brug for det. Lotte tørrer tårerne væk og siger, at det vil hun gerne. De har ikke henvendt sig endnu, men de har stadig muligheden.

Alkohol
Lottes far kan ikke overkomme at tage børnene. Hendes mor er for nylig død af kræft. Hendes eksmand, børnenes far, vil gerne, men han arbejder på en boreplatform og er skiftevis hjemme og ude 14 dage ad gangen. Lotte begynder at drikke igen. Ikke hver dag, men engang imellem. Da hendes børn oplever hende fuld, erkender hun, at hun ikke kan styre det, og at hun har brug for hjælp. Hun beslutter sig for at gå i behandling. En alkohol-døgnbehandling i seks uger koster 70.000 kroner, som Lotte betaler af egen lomme. Hendes far træder til og tager børnene, mens Lotte er i behandling.
I behandlingen får Lotte åbnet op for alle de følelser, hun forsøgte at gemme væk i alkoholens tåger. Hendes mors sygdom og død, skilsmissen efter 12 års ægteskab og bilulykken.
“Jeg havde et enormt stort sorgarbejde, jeg var nødt til at tage fat i,” siger Lotte.

Familien
Et år efter ulykken sendte Lotte en buket blomster til enken.
”Jeg var i syv sind, men bestemte mig for at gøre det. Hvis hun havde lyst til at trampe på buketten, så kunne det måske også være en hjælp,” siger Lotte.
Hun vedlagde et lille brev, hvor der stod ”Jeg glemmer ikke.”
I et lille rum sidder to kvinder. Den ene har kittel på og en nål i hånden. Den anden har en gummisnor om armen og skal have taget en blodprøve. Det er Lotte. Kvinden i kitlen, som er sygeplejerske, viser sig at være Christians svigerdatter. Da de finder ud af, hvem hinanden er, græder begge kvinder. Alligevel er stemningen mellem dem fredfyldt, næsten
kærlig.
“Jeg er glad for, at du søgte behandling,” siger kvinden til Lotte, inden hun går ud af rummet.

Afsoning
Lottes ankesag resulterer i, at dommen bliver tre måneder længere. Under hensyn til sagens karakter, skriver Landsretten.
Hendes far har alligevel tilbudt at tage sig af børnene, mens hun sidder i fængsel. Og heldigvis træder Kriminalforsorgen til og hjælper hende til en alternativ afsoning. Hun skal ikke i et rigtigt fængsel, men skal afsone på Pension Skejby, hvor hendes børn også kan komme så ofte, de vil.
Lotte fører forsigtigt hånden hen til et fint, gammeldags fuglebur og lukker døren. Fuglen flagrer rundt derinde i halvmørket bag gardinerne i Lottes lille lejlighed. Der er malerier, hun selv har malet, og billeder af hendes børn, der smiler til hende fra væggen. Et halvfuldt askebæger står på sofabordet. Hun tænder en cigaret, mens hun sætter sig i lænestolen for enden af bordet. Stryger pandehåret væk med hånden og lægger sit nøglebundt på bordet.
På Pension Skejby er der ingen, der bliver låst inde. Yderdøren bliver låst for natten, men beboerne har selv nøgler. Det er sjældent, at dørene er lukkede. Det er et af principperne på det alternative afsoningssted. Klienterne er velkomne hos de ansatte.
Lotte har fået stedets eneste lejlighed, så hendes tre børn kan besøge hende i weekenderne, og når de har ferie. I hverdagene studerer Lotte til psykoterapeut. Hun er egentlig uddannet lærer, men på Pension Skejby er det et krav, at man studerer eller arbejder. Så Lotte har besluttet sig for at bruge sin afsoningstid på at læse til psykoterapeut.

Anger
”I samfundets øjne afsoner jeg min straf her,”
siger Lotte.
”Når jeg er færdig, kan jeg i det mindste sige, at jeg har udstået min straf. Selvom jeg stadig kæmper med angeren.”
Udover alkoholbehandlingen har Lotte søgt professionel hjælp hos en psykolog for at bearbejde det hele.
“Men skylden, skammen og angeren ser jeg som et kors, jeg nok vil bære resten af mit liv,” siger Lotte.
Hun håber, at som tiden går, vil hendes byrde blive mindre tung at bære. Hun tænker ofte på Christians familie og
håber, at enken måske en dag kan tilgive hende.

Et smukt naturområde af hvælvede landskaber og frodighed. På overfladen ånder fred og idyl. Men man må ikke lade sig narre.

Udkanten af området er præget af sære optøjer. Myrer er som simple bønder, ikke kamptrænede, men aggressive og mange. De kæmper for at beskytte de hjorder af bladlus, som de lever af at malke og slagte, mod fjendtlige plyndringer. Deres enorme antal er disse fod-soldaters styrke, og når de opererer i masser, kan de nedkæmpe stærkt overlegne fjender. Alene er en myresoldats eneste våben, at han smager rædselsfuldt og kan give fjenden ubehag – efter at han er blevet fortæret. Et forsvar, der ikke gavner den ene myre meget, men måske afholder fjenden fra at give sig i lag med flere af slagsen.
Hos disse simple arbejdere tæller det enkel-te liv intet i forhold til fællesskabets beståen.

Forbi myrekolonierne bliver landskabet barskere. Luften er klar, og himlen høj over bjergene, men på jorden forsvinder alt i en tæt, krads vegetation.  Vildnisset er fyldt af de øredøvende, forskelligartede lyde fra græshoppernes stammeskrig, som i virkeligheden ikke er skrig, men lyden af hoppernes vinger mod ben, som sværd mod skjold. Stammekrigerne holder sig skjult, men deres kalden sender isninger gennem  marv og ben.

Længere ude på overdrevet bevæger man sig ind i de professionelle dræberes verden. Her regerer de toptrænede krabbe- og jagtedderkopper. En krabbeedderkop er specialiseret i at sidde som frossen i toppen af en blomst og vente på forbipasserende fjender, som han indfanger med sine stærke forben. Han tager ingen gidsler. Alle, der falder i hans vold, nedslagtes.
De snigskytte-præcise jagtedderkopper er  endnu mere grusomme. Strategien er simpel, aggressiv og effektiv; med usandsynlig hurtig- og hidsighed jager de ofrene ned. Er man først kommet på en jagtedderkops radar, er man dødsdømt.
Det er også på overdrevet, under dække af det tætte græs, nogle af krigens aktører udvikler deres teknologi og nye våben. Beretninger om udvikling af nyt, luftbåret krigsmateriel når af og til ud fra området, selvom ingen endnu ikke har haft held til at skaffe larver ud derfra som beviser for de såkaldte puppe-projekter.
Landskabet bliver mere og mere øde og goldt. Jorden er næringsfattig, og overlevelse er en kunst. For banderne af snudebiller, der bebor stepperne, består kunsten i at hærge og plyndre.

Solen står højt på himlen, varmen er overvældende og det flimrer for øjnene. Grunden er tør og sandet. En pludselig bevægelse. Et væsen, der ligner noget fra en fjern mytologisk fortid. Det sagnomspundne firben vrider sin dragelignende krop og kroger sine lange kløer. Man når næsten ikke at opfatte mødet med den skællede majestæt, før den atter er forsvundet.
Konstant på vagt og årvågen. Fraværet af civilisation er totalt. Alle er på evig flugt fra overhængende farer. Løbebillerne lever i skjul, og kun i ly af natten bevæger de sig fra sted til sted.
Andre klarer sig på anden vis. De store, pansrede skarnbasser gemmer sig kun bag deres eget tykke skjold. De er langsomme, men brutale, og de ignorerer selv de flyvende admiraler, der kredser rundt over dem og observerer civile bosættelse såvel som militære baser.
Den golde ørken afløses af frodigere vegetation, som bliver stadigt tættere og til sidst nærmest uigennemtrængeligt. Udmattet og uden orientering. Det eneste, man kan gøre. er at følge det dovne, mudrede vand, der stirrer op med løfter om alskens ondskab under overfladen.

Hængesækken, en svampet pude af mosarter, dækker det tidligere livfulde vandreservoir og kvæler hvad, der måtte falde igennem den i iltløst mørke. På hængesækkens forræderiske overflade er verden vendt op og ned. Skabninger, som traditionelt tjener til føde for folket, har taget magten. Ondsindede soldugplanter kan ikke hente næring fra rødder her. De indfanger uforsigtige, tørstende forbipasserende med klistrede dråber, der ligner vand, men i stedet for at lindre deres tørst, holder de dem fast og lader dem lide  en langsom død, mens planten fordøjer dem.
Slipper man levende over hængesækken, er man nået igennem kernen af dette frygtelige, ukontrollerede område. Herefter er landet ugæstfri på en helt anden måde end de næringsfattige vidder, hvor hurtighed, antal og styrke var afgørende. Her hersker dunkelhed og korruption. Næsten intet lys finder vej gennem de tunge trækroner og dødelig stilhed hviler over kirkegårde af skrottet krigsmaskinel.
Fugten i luften gør det næsten umuligt at trække vejret, og en tæt sur lugt gennemtrænger sanser og sind. Laget af rådnende blade huser tusindben, bænkebidere og andre lyssky typer. Skolopendrene viser ikke ansigt, før de er helt overbeviste om, at man er en af deres. De opsnapper informationer, afpresser og manipulerer med udviklingen af den blodige og  skæbnesvangre krig, der udspiller sig vidt omkring i Mols Bjerge.

Tobias er 37 år og voksenbaby. Ingen kender til hans hemmelighed udover hans kone, som har accepteret hans lyst til at bære ble. Det kaldes ­infantilisme og er en udbredt fetich, som kun få mennesker kender til

For 12 år siden luskede Tobias nogle bleer med hjem fra et ældrecenter, hvor han ­arbejdede som rengøringsassistent. Det var sådan, det begyndte. Han havde længe haft et øje til bleerne, som på mærkværdig vis tiltrak ham, uden han vidste hvorfor. Han kan heller ikke forklare, hvorfor han i en alder af 25 år pludselig stod med en ble om numsen og følte en dejlig fornemmelse i kroppen.
I dag er Tobias 37 år og lever sammen med sin kone og 2-årige søn i et rækkehus i en  forstad. Udadtil ser alting normalt ud, men ­under overfladen gemmer sig en hemmelighed, som kun konen kender til. Tobias er infantilist og udlever daglig sine lyster som voksenbaby.

I Danmark findes der omkring 700 regi­strerede infantilister, men der forventes at være langt flere. Fælles for dem alle er, at de finder nydelse i at lege babyer for eksempel ved at tage ble på. Men der er ligeså stor forskellighed blandt infantilister, som der er registre­rede. Nogle bliver seksuelt opstemte ved at iføre sig sparkedragt og ble, mens andre blot finder tryghed i bleens referencer til barndommen. Tobias hører til sidstnævnte gruppe.

Kortene på bordet
Tobias er nervøs, da han forsigtigt begynder at sætte ord på sin hemmelighed. Han har gjort sig mange overvejelser, for han vil for alt i verden ikke have sin identitet afsløret. Han kan ikke overskue hvilke konsekvenser, det vil have, hvis venner og familie kendte til hans fetich. Det var hårdt nok at fortælle konen om det. Han kan sagtens sætte sig ind i andres tanker omkring infantilister og forventer ikke, at nogen har forståelse for hans situation. Derfor er han lykkelig over, at konen valgte at acceptere ham, som han er, selvom hun i starten blev meget chokeret.
”Jeg fortalte min kone om bleerne kort efter episoden på ældrecentret. Jeg husker, at hun kiggede længe på mig uden egentlig at sige noget. Så tog hun sig endelig sammen og sagde: ’okay, hvordan takler vi det her?’, og så fik vi en helt almindelig snak om det,” siger Tobias.
Men selv efter at han havde lagt kortene på bordet, tog han kun bleerne på, når konen ikke var hjemme. Sådan fortsatte det i lang tid, som om intet var hændt, indtil for få måneder siden, hvor han langsomt forsøgte at overtale hende til at lege med på hans fetich.
”Min kone kommer nok aldrig til at kunne lide det, men hun er gået med til det for min skyld, og det er jeg utrolig glad for. Ellers havde jeg været tvunget til at leve med det skjult resten af livet.”

Gulvvask med ble på
Tobias kone har fået til opgave at udnytte hans lyst til at gå med ble. Hun kan for eksempel finde på at kommandere ham til at tage ble på, når han kommer hjem fra arbejde. Hun giver ham ikke noget valg, men siger med bestemt tone, at det er sådan, hun vil have det. Så sætter hun ham i gang med huslige pligter, mens han tuller rundt i bleen og gør, som der bliver sagt.
”Bleen gør noget fantastisk ved ens krop. Man er pakket ind på en varm og behagelig måde, og det giver en stor tryghedsfølelse, ligesom hvis nogen lægger armen om ens skulder eller aer en på kinden,” siger Tobias.
Han har for nylig peppet deres leg op ved at købe sutteflaske og blebukser, men for det meste har han bare bleen på. Nogle gange tis-ser han i bleen, men det er langt fra hver gang.

Et aflåst rodeværelse
Det er meget sjældent, at Tobias tager sin fetich med ud i offentligheden, men det er sket nogle gange, at bleen er blevet på, når han går tur med sin hund om eftermiddagen. Så tager han en lidt længere jakke på, der dækker numsen, så han ikke bliver opdaget. For han vil for alt i verden ikke opdages. Han er specielt bange for, at sønnen en dag vil finde hans bleer og babyudstyr.
”I fremtiden kan min fetich kun fortsætte, når min søn ikke er hjemme, eller når han er lagt i seng, men jeg prøver ikke at tænke for meget over det, for jeg har ikke lyst til at undvære min ble,” siger Tobias.
Han lever i nuet og tager en dag ad gangen, men hans kone og ham har talt om, at købe et hus, hvor de kan have et værelse, der er låst af. “Så kunne vi jo bare sige til folk, at det er vores rodeværelse,” siger han.
Tobias har også valgt at holde det skjult for sine forældre, og sådan vil det blive ved med at være for al tid, hvis det står til ham.
”Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de vil reagere, men jeg kan ikke forestille mig andet, end at de vil håne mig og grine. Jeg tror, de vil sige: ’Hvad tænker du på, knægt?’ og måske slå hånden af mig.”

Det handler om omsorgssvigt
Infantilisme er et af de områder inden for psykologien, hvor der ikke er forsket særlig meget. Det hænger sammen med, at infantilister hovedsageligt holder deres fetich skjult og ikke søger hjælp hos psykologer eller sexologer. Flere psykologer mener alligevel, at det kan handle om omsorgssvigt i barndommen.
”Hvis man er meget psykoanalytisk, tror man på, at barnet går gennem forskellige udviklingsfaser, for eksempel den anale og orale fase. Hvis barnet oplever omsorgssvigt i en af faserne, kan man risikere, at barnets psyke forbliver på eller vender tilbage til et barnligt stadium i det voksne liv,” siger Katrine Bentzen, Cand. Psyk. fra Københavns Universitet.
Hun lægger vægt på, at infantilister ikke nødvendigvis behøver at søge hjælp eller undvære deres fetich.
”Det er jo bare en subkultur ligesom så meget andet. Vi ser det ikke som en sygdom, men mere som et behov, ligesom nogle tænder på at få smæk eller blive bundet. Men jeg mener, man bør søge hjælp, hvis det hæmmer en i at leve resten af ens liv, eller hvis man holder det skjult i frygt for reaktionerne fra ens omgangs­kreds. For så har man nok brug for at snakke med en professionel, der kan fortælle, at det er helt okay,” siger Katrine Bentzen.

Tilbage til barndommen
Christina Tatarczuk er uddannet sexolog og mener ikke, man med sikkerhed kan konkludere, at det handler om omsorgssvigt. Hun har kendskab til nogle i miljøet, der faktisk nægter, at det har noget med det at gøre.
”De to, jeg har mødt, har beskrevet deres barndom som enorm tryg. De har ikke oplevet omsorgssvigt. Vi kan sagtens sidde med nogle udviklingspsykologiske teorier, der siger, at barnet har lavet en eller anden strategi for at beskytte sig selv, men jeg tror ikke, vi ved nok om det, til at vi kan sige, det er derfor.”
Christina Tatarczuk mener i stedet, at ­feticher kan at opstå, hvis barnet bliver udsat for en situation, som det ikke kan takle på det pågældende alderstrin. En infantilist kan for eksempel have været udsat for en traumatisk oplevelse med en ble og derfor udviklet en seksualisering af objektet på et tidligt stadium, som senere hen er blevet til en fetich.
”Jeg har et godt eksempel med en dreng, der i 4. klasse følte sig ydmyget foran sin klasse, fordi han blev tvunget til at tage et gummiforklæde på. Siden dengang har han haft tanker om gummi, som senere blev til en fetich med gasmasker og gummidragter,” siger Christina Taterczuk.

Bleen er en omsorgspakke
For Tobias handler det heller ikke om omsorgssvigt. Han fortæller, at hans mor i stedet har været meget overbeskyttende, og Tobias tror, at det er derfor, han i dag har behov for ekstra tryghed.
”Jeg har altid haft et behov for tryghed og beskyttelse, og der har bleen virket som en omsorgspakke. Jeg oplevede den samme form for tryghed ved at sidde oppe på mors eller fars arm som barn, men nu bruger jeg i stedet bleen,” siger han.
Samlingssted for voksenbabyer
Infantilisterne i Danmark har samlet sig på hjemmesiden diaper.dk, hvor de kan udveksle erfaringer og chatte om løst og fast. Tobias ser denne hjemmeside som sit fristed, hvor han kan være ærlig om sin person.
”Siden er perfekt, fordi jeg kan spørge om alt derinde, uden at folk dømmer mig. Jeg anede heller ikke, der var så mange med denne fetich, før jeg opdagede hjemmesiden. Vi er over 700 medlemmer nu, men jeg er overbevidst om, at der er langt flere i virkeligheden, som ikke tør stå frem. Det er et stort tabu og mange mennesker tror, at infantilisme har forbindelse til pædofili, hvilket er helt forkert. Hvis man siger, man er til barnelege, er folk meget hurtige til at stemple en som pædofil, og det er en hæmsko for mange,” siger Tobias.
Han ville ønske, at folk vidste noget mere om det, og at det blev accepteret i befolkningen, så han ikke behøvede at holde det skjult.
”Så kunne jeg have mit udstyr på, uden at det ragede folk. Men indtil den dag holder jeg min fetich hjemme i rækkehuset sammen med konen eller foran computeren.”

Tobias har dog dage, hvor han tænker, at han ikke gider mere og ikke forstår, hvorfor han tiltrækkes af bleerne. Men så følger dagene, hvor han tænker: ”Yes! Jeg skal hjem og have ble på”. Han drømmer om den dag, hvor infantilisterne kan leje et lokale og pynte det op til børnelege. Men han ved godt – inderst inde – at det nok aldrig kommer til at ske.

Tobias er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Syv unge fyre, en hjemmelavet kartoffelskræller, to rebelske katte, en skilsmissekanin og en skrivemaskine uden farvebånd. Hvad har de tilfælles? En gård langt ude i byen Mørke på Djursland.

På den skrånende græsplæne står en ung, kasketbærende fyr og vinker.
En større flok høns spæner klukkende tværs over den lille jordvej, der fører op til den trelængede gård.
For enden af vejen venter noget, der ligeså vel kunne være en lille bid af en Morten ­Korch film. Her er udsigt til nypløjede marker, og Dannebrog hejst mod en blå himmel.  Den vinkende karl kommer traskende henover gårdpladsen. Gruset, der knaser under hans fødder, bryder den påfaldende stilhed, der hviler over stedet. Her er ingen naboer, der larmer, ingen sirener der hyler, end ikke lyden af tudende bilhorn kan høres i det fjerne. Her er stille og uforstyrret landskab, så langt øjet rækker. Stedet  er ikke en kulisse til en ældre, dansk spillefilm, og karlen, der smiler under kasketten, er slet ikke karl. Han hedder Mark Thomsen og er studerende med en bachelorgrad i design og arkitektur.
“Det her er den ultimative legeplads. Her kan jeg få lov til at lege uden, at der er nogen, der kigger mig over skulderen og siger stop,” siger han.
Legepladsen er en udlejet gård lidt udenfor byen Mørke, hvor Mark bor med seks af sine venner.
Potteplanter og lettere forældede haveredskaber står på gårdspladsen sammen med en campingvogn, der er malet i alle regnbuens farver og med mønstre, som leder tankerne hen imod en tid, hvor ‘bred ymer’ og ‘knæhøj karse’ var almen tale. Resten af gårdspladsen antyder, at den seneste fest ikke er gået stille for sig. Bag den bor hønsene i det lille hønsehus, som drengene selv har lavet. Lågen, der hænger lidt skævt fra hængslerne, er sat sammen med søm, som er smedet i blæsebælgen i den hjemmelavede smedje på den anden side af huset.
Tankerne flyver i retning af Bonderøven og hans evige trang til at lave det hele selv, men Mark synes nu kun, det er kasketten, som han og bonderøven har tilfælles:
“Bonderøven har pengene, men laver det hele af lyst. Vi mangler pengene,” griner han.

0 kroner-stuen
Drengene spenderer ikke penge på noget, de i stedet selv kan lave eller finde brugt. Derfor har den store fællesstue kostet så godt som nul kroner at indrette. Kun projektoren, som drengene bruger til filmaftener, synes ny og værdifuld. Alt andet er et sammensurium af genbrug og arvegods. Drengene samles om det store kakkelbord, der, efter de brune farver at bedømme, kan dateres tilbage til 70’erne.
I baggrunden spiller en gammel B&O-båndafspiller. Den ligner en rekvisit fra Krøniken. Musikken skratter en del fra den gamle maskine, men det er jo, som drengene siger, “en del af charmen.”
I vindueskarmen står en gammel skrivemaskine, som Mark har købt for 25 kroner. Den bliver ikke brugt så ofte, men drengene overvejer, om husets arkæologistuderende, Johannes, måske kunne skrive sin næste store opgave på den.
“Det kan han ikke, for farvebåndet er gået i stykker,” siger en af drengene. “Måske skulle vi bare smide den ud.” Men det kan der ikke være tale om, lyder det fra den anden side af bordet. “Sådan et farvebånd kan jo skiftes, og så er den fin igen.”

Skilsmissekaninen
Snakken over bordet er periodisk, men de tavse øjeblikke synes helt naturlige. Det ­skyldes måske, at drengene har kendt hinanden i flere år og sammen har gået på Dronninglund Gymnasium i Nordjylland. Idéen om gården er vokset mellem dem  gennem årene, men det var ikke let at finde et sted at leje sig ind, for de fleste udlejere er ikke just begejstrede ved tanken om at huse syv drenge i starten af tyverne. Drengene søgte flere steder og delte flyers ud i håb om at finde det rigtige sted. På en køretur standsede de tilfældigt op 100 meter fra gården i Mørke, uden at ane at den lå der. De tog et kig udover markerne og var enige:
“Her ville være lækkert at bo.”
Det kom de også til, men det krævede en vis overtalelse og en krukke hjemmelavet honning som bestikkelse til udlejerens kone, før udlejeren lod drengene skrive under på lejekontrakten. Til gengæld lovede de at renovere stedet. Det er stadig et løbende projekt. Drengene har netop fået indlagt varme. Det var velset, da det betød, de nu kunne smide deres jakker indendørs uden at fryse.
To katte er de eneste dyr på gården, foruden skilsmissekaninen, som ingen længere kan huske det oprindelige navn på. Den blev efter–ladt her af en tidligere kæreste og bor nu i et bur i et hjørne af haven. Drengene pønser på at anskaffe sig får og geder, men der skal lige laves en fold henover vinteren. Et projekt som de kaster sig ud i uden den store viden. Ingen af dem er landmandssønner eller har nogen særlige håndværksmæssige erfaringer, men som Mark siger:
“Vi tager det, som det kommer, og bare det står, er det en succes”.
En gris har også været på tale, men de må alle krybe til korset og erkende, at de nok ikke vil nænne at slagte den, hvis den først får et navn og trisser rundt blandt dem i et halvt års tid.

Balkanrock og popkunst
En tur rundt i hovedbygningen afslører, at skønt de har været venner længe, er deres smag stadig helt forskellig. Prydet med egen scene, skæve hylder og nok instrumenter til at kunne udstyre et helt bigband, lige fra tuba til indisk harmonika, har Jeppe indrettet sit værelse til at kunne rumme hans Balkan rockband “Balkan Beats” øvesessions.
Et andet værelse er minimalistisk. Et vægmaleri, taget fra streetart-kunstneren Banksy, er malet på væggen, og parfumerne står snorlige på hylden. Et lille loftsværelse er fyldt med graffitimalerier og et rod, der får Tjernobyl til at virke overskueligt. Alle andre dele af gården skal drengene enes om, men på de private værelser er der fri råderet.

Den forsvundne kartoffelskræller
Den store gildesal har været omdrejningspunkt for indflytter-festivalen. En festival, der til at starte med, blot var en indflytter fest, men da det alligevel ville tage en hel weekend at planlægge, så udviklede det sig til en festival med bands og DJ’s. Enhver festival med respekt for sig selv har også mad på bordet. En pattegris blev kørt til gården og slagtet af den lokale landmand, men rensningen og tilberedningen stod de syv drenge selv for.
Til grisen skulle der kartofler. Det at skrælle kartofler til 70 personer, kan måske virke som et endeløst job med kronisk rynkede fingre, men i stedet for at skrælle alle kartoflerne på gammeldags manér, blev en ny toiletbørste sat fast på en boremaskine og stukket i en balje med vand og kartofler.
Drengene viser stolt toiletbørsten frem. Den anden halvdel af opfindelsen, boremaskinen, er sværere at lokalisere.
De syv drenge bliver hurtigt enige om, at de lige skal have nogle regler om, hvor værktøjet skal ligge.
I køkkenet står en stor dunk, der huser en brun, ubestemmelig masse. “Det er mjød. Der er kun 30 liter, men næste gang laver vi over 100,” siger Jeppe med begejstring i stemmen.
Hvor længe drengene bliver på gården, vides endnu ikke. Foreløbigt skal de lige have lagt varme i overetagen, anskaffet sig et par får, plantet en urtehave og nok også lige holde nogle flere fester i den store gildestue.
Ude på gårdspladsen ses vinduet på første sal. Det svinger hurtigt op, og en sværm af fluer flyver forskræmt væk, som var det første gang, vinduet havde været åbent i månedsvis.
“Se! Jeg fandt den, den lå på mit værelse!”
Boremaskinen er lokaliseret og skrællemaskinen er igen fuldkommen.