y

Generation se mig

Af Sophie Bang Jakobsen (tekst) og Simon Bruun Fals (foto)

De ved, hvad de kan, og de er ikke bange for at vise det.­ Generation Y er er født mellem  1975 og 1995. De er dygtige til at sælge én specifik vare; sig selv.

En lyshåret bartender sidder og fumler med et stykke tyggegummi, der har viklet sig ind i hendes hår. Hun kigger irriteret op på et par af de fnisende piger, som tumler rundt på den anden side af baren. Normalt ville pigerne ikke blive lukket ind. De er for unge. Men det her er ikke en almindelig aften på John Bull. I aften er baren på Storegade i Randers indtaget af fritids­modeller og amatørfotografer.

Scenen er min
Nina Steffensen på 19 år lever sit liv efter en helt simpel regel. Hun gør, hvad hun har lyst til, og hvad der er sjovt. Hun er et billede på en generation, som er drevet af lyst frem for nød og pligt. Generation Y. En lille årgang født med en guldske i munden og opdraget af ultraopmærksomme hønseforældre. Y’ernes værste kritikere kalder årgangen en flok røvforkælede møgunger med seriøse narcissistiske tendenser og alt for spidse albuer. En ting kan man dog ikke komme udenom. Den lille årgang har smidt janteloven på porten. Selvpromoveringen blomstrer i fuld flor.
Fotograferne farer forvirrede rundt mellem hinanden. En af dem taber sit objektiv på gulvet, mens en anden er ved at vælte en lampe. På toilettet kæmper pigerne om pladsen foran det lille spejl.
Nina Steffensen er den første, der tager plads i rampelyset.
“Kunne det ikke være fedt, hvis jeg gjorde sådan her,” siger hun til fotografen med selvsikker mine.
Nina Steffensen nyder at være i fokus, og det er vigtigt for hende, at billederne af hende udtrykker det samme. Hun bruger billederne til Facebook og jobansøgninger. De rigtig gode bliver også brugt som gaver til familien.
Hun placerer benene over kors og smiler. Fotografen nikker og klikker løs.

Gem blufærdigheden langt væk
En pige i ultrakort pang-rød kjole har lagt sig i stilling på et af barens borde. Hun smyger sig omkring et par flasker Cuba Caramel og    sender dådyrøjne til fotografen. Kjolen bliver ved at kravle op og viser måske lidt mere, end hvad meningen er. Det forstyrrer ikke den unge pige, som følger fotografens instrukser uden at fortrække en mine.
Nina Steffensen mener, at en god fritidsmodel skal kunne gemme sin blufærdighed langt væk. Hendes egen blev sat på prøve, da hun i 2009 deltog i M’s forsidejagt. Under konkurrencen skulle hun stille sig på en scene i undertøj og bedømmes af hujende mænd.
“Det er begrænset, hvor meget du har tilbage at skjule, når du først har stået på den scene.”

mig-mig-mig
Generation Y er blevet voksne i en globaliseret verden. Der er plads til individet i Y’ernes verdensbillede, hvis altså individet kan stå på egne ben. Nina Steffensen er ikke i tvivl om, at hun en dag kommer til at lægge selvcentreringen bag sig.
“Når jeg er færdig med mit ungdomsliv, vil jeg gerne uddanne mig til socialrådgiver,” siger hun.
Mon resten af generationen følger trop, gemmer mig-mig-mig mentaliteten væk og tænker mere på os-os-os?