“Jeg er nok en italo-freak”
Af Tine Rock og Maria Christine Madsen (tekst) og Gorm Branderup (foto)
Synthesizere. Langsommere beat. Italiensk accent. Det er det, den italienske disko består af. Og det var det, der charmerede Flemming Dalum , da ’italo disco’ gjorde sit indtog i starten af 1980’erne. I dag er Flemming Dalum indehaver af en af verdens største samlinger af italiensk disko.
Det pumpende beat blander sig med den skærende kakofoni af synthesizere i den fortættede, fugtige luft.
En enkelt sang er spillet, og Flemming Dalum er solgt. Han falder for lyden, og et helt nyt univers åbner sig for ham. Italo disco bliver med ét Flemmings store passion, og han ser sig ikke tilbage.
Sangen ”Chinese Revenge” af KOTO bliver startskuddet på hans fascination, som nu har udmundet sig i en samling på 25.000 forskellige italienske diskoplader.
Halvvejs rubbish og støvet lyd
”Jeg er jo nok en Italo-freak, og jeg vil gerne beskrive mig selv som fanatiker,” siger 48-årige Flemming Dalum og kaster et blik rundt i sin stue. Sofaer, borde og nips har veget pladsen for flere reoler, der er fyldt til randen med vinylplader. På gulvet foran dem står flere kasser, og kælderen er fyldt med firkantet pap; covers i ægte firserstil med neonfarver og grafiske prints. Flemming Dalum sætter en ære i, at numrene skal være på vinyl. Og der er en helt bestemt grund til, at de fleste vinyler, der fylder hjemmet i Hasselager ved Aarhus, har italienske kunstnere bag sig. Støvlelandet lavede nemlig disko på en helt bestemt måde.
”Italienerne lod synthesizeren udgøre melodien for at kompensere for, at de ikke selv var særligt gode til at synge. Det var også en del af charmen, at de sang på italiensk med vildt meget accent. Sommetider var det jo halvvejs rubbish,” siger han.
Og selvom genren i flere omgange er forsøgt genskabt, så er Flemming Dalum ikke hoppet med på den. De nye synthesizere har nemlig ikke den samme råhed over sig, som de, der hypnotiserede ham i 80´erne.
”Det er den gamle, støvede lyd, jeg er fascineret af. Jeg var blown away af den,” siger Flemming Dalum.
Syv plader om dagen
Faktisk var Flemming Dalum så ’blown away’ af den italienske disko, at han drog helt til Italien kort tid efter, han var blevet introduceret til genren. 1600 kilometer med tog til Milano i 1983 skulle tilbagelægges, for at han selv, sammen med en ven, kunne besøge de fabrikker, hvor pladerne blev produceret. De var nemlig svære at få fat på i Danmark.
”Det var fedt at tage derned for at hente pladerne og få en tur ud af det. Der fik jeg min lyst styret,” siger Flemming Dalum, der mellem 1983 og 1986 foretog hele elleve ture frem og tilbage til den italienske diskos fødeland.
Men det var ikke nok kun at få plader med hjem fra turene. Han ville have flere, og på et tidspunkt gik der samlermani i den. Han kunne ikke lade være. Nogle år købte han i gennemsnit syv plader om dagen. Det gav ham problemer, når han skulle nå at høre dem alle igennem, før han fandt nogle nye. Samtidig ofrede han en masse penge på samlingen.
”Min rekord er 16.000 kroner på en enkelt måned på italienske plader,” fortæller han. Det har resulteret i, at han nu har 99 procent af alt det, han mener, der er værd at have på vinyl.
Men selvom han sammenligner sig selv med en, der samler på frimærker, har han dog aldrig benyttet sig af klassikeren: ”Vil du med hjem og se min italo disko-samling?” I stedet miksede han bånd til sin kone, da han mødte hende i sin tid. Hun var nemlig aerobicinstruktør, og hun kunne bruge musikken til at træne til.
Italo = Flemming Dalum
I dag er det 28 år siden, at italo-bølgen skvulpede ind over Danmark, og førte Flemming Dalum med til Italien, så han kunne dyrke sin interesse. Og selvom de italienske toner har måttet dele pladsen i Flemming Dalums hjerte med både kone, karriere og børn, så er interessen for den sydlandske disko stadig forankret i ham. I de sidste seks-syv år har han brugt tid på at brande sig selv blandt andet gennem forskellige mixes og en ugentlig medvirken i et engelsk radioprogram, som bliver sendt over en hollandsk kanal.
”Jeg vil gerne opnå et koncept, der hedder italo = Flemming Dalum. Jeg vil gerne lave et landmark, som kommer til at stå forever,” siger han.
Når han i dag tænker tilbage på firserdagene, er fascinationen af den italienske disko blevet til et billede på hans ungdom. En ungdom hvor han sammen med gode venner dyrkede sin passion, og hvor han fyrede den af som DJ på en italiensk klub tilbage i 1984.
”I dag er det ren nostalgi for mig. Det er følelsen af ungdommens sus og de glade 80’ere,” siger Flemming Dalum.
Disko til døden
Nostalgien deler han med nogle af sine gamle kammerater fra dengang. Et par gange om året mødes de og taler om fortidens italo disko-oplevelser. Sommetider konkurrerer de også om, hvem, der kan gætte en sang hurtigst. Nogle gange er tidsgrænsen helt nede på et sekund. Og for dem er det muligt.
Musikken og pladerne fylder en stor del af Flemming Dalums liv. De fylder også en ligeså stor del af hans dagligstue. Men hans kone kommer til at vente længe på, at hun kan få mere plads i huset.
Sidst han prøvede at skille sig af med nogle af pladerne, fordi der ikke var plads til dem, måtte han straks ud at opkøbe dem igen. Så han sælger ikke ud af sine plader mere. Det er på trods af, at italo disko ikke er oppe i tiden i øjeblikket.
”Jeg er egentlig ligeglad med, at den er ebbet ud. Jeg holder stadig fast i min interesse. Jeg beholder dem til den dag, jeg dør,” slår Flemming Dalum fast.