Killing Fields

Af Eva Jakobsen (tekst) og Jeppe Bjørn Vejlø (foto)

Et smukt naturområde af hvælvede landskaber og frodighed. På overfladen ånder fred og idyl. Men man må ikke lade sig narre.

Udkanten af området er præget af sære optøjer. Myrer er som simple bønder, ikke kamptrænede, men aggressive og mange. De kæmper for at beskytte de hjorder af bladlus, som de lever af at malke og slagte, mod fjendtlige plyndringer. Deres enorme antal er disse fod-soldaters styrke, og når de opererer i masser, kan de nedkæmpe stærkt overlegne fjender. Alene er en myresoldats eneste våben, at han smager rædselsfuldt og kan give fjenden ubehag – efter at han er blevet fortæret. Et forsvar, der ikke gavner den ene myre meget, men måske afholder fjenden fra at give sig i lag med flere af slagsen.
Hos disse simple arbejdere tæller det enkel-te liv intet i forhold til fællesskabets beståen.

Forbi myrekolonierne bliver landskabet barskere. Luften er klar, og himlen høj over bjergene, men på jorden forsvinder alt i en tæt, krads vegetation.  Vildnisset er fyldt af de øredøvende, forskelligartede lyde fra græshoppernes stammeskrig, som i virkeligheden ikke er skrig, men lyden af hoppernes vinger mod ben, som sværd mod skjold. Stammekrigerne holder sig skjult, men deres kalden sender isninger gennem  marv og ben.

Længere ude på overdrevet bevæger man sig ind i de professionelle dræberes verden. Her regerer de toptrænede krabbe- og jagtedderkopper. En krabbeedderkop er specialiseret i at sidde som frossen i toppen af en blomst og vente på forbipasserende fjender, som han indfanger med sine stærke forben. Han tager ingen gidsler. Alle, der falder i hans vold, nedslagtes.
De snigskytte-præcise jagtedderkopper er  endnu mere grusomme. Strategien er simpel, aggressiv og effektiv; med usandsynlig hurtig- og hidsighed jager de ofrene ned. Er man først kommet på en jagtedderkops radar, er man dødsdømt.
Det er også på overdrevet, under dække af det tætte græs, nogle af krigens aktører udvikler deres teknologi og nye våben. Beretninger om udvikling af nyt, luftbåret krigsmateriel når af og til ud fra området, selvom ingen endnu ikke har haft held til at skaffe larver ud derfra som beviser for de såkaldte puppe-projekter.
Landskabet bliver mere og mere øde og goldt. Jorden er næringsfattig, og overlevelse er en kunst. For banderne af snudebiller, der bebor stepperne, består kunsten i at hærge og plyndre.

Solen står højt på himlen, varmen er overvældende og det flimrer for øjnene. Grunden er tør og sandet. En pludselig bevægelse. Et væsen, der ligner noget fra en fjern mytologisk fortid. Det sagnomspundne firben vrider sin dragelignende krop og kroger sine lange kløer. Man når næsten ikke at opfatte mødet med den skællede majestæt, før den atter er forsvundet.
Konstant på vagt og årvågen. Fraværet af civilisation er totalt. Alle er på evig flugt fra overhængende farer. Løbebillerne lever i skjul, og kun i ly af natten bevæger de sig fra sted til sted.
Andre klarer sig på anden vis. De store, pansrede skarnbasser gemmer sig kun bag deres eget tykke skjold. De er langsomme, men brutale, og de ignorerer selv de flyvende admiraler, der kredser rundt over dem og observerer civile bosættelse såvel som militære baser.
Den golde ørken afløses af frodigere vegetation, som bliver stadigt tættere og til sidst nærmest uigennemtrængeligt. Udmattet og uden orientering. Det eneste, man kan gøre. er at følge det dovne, mudrede vand, der stirrer op med løfter om alskens ondskab under overfladen.

Hængesækken, en svampet pude af mosarter, dækker det tidligere livfulde vandreservoir og kvæler hvad, der måtte falde igennem den i iltløst mørke. På hængesækkens forræderiske overflade er verden vendt op og ned. Skabninger, som traditionelt tjener til føde for folket, har taget magten. Ondsindede soldugplanter kan ikke hente næring fra rødder her. De indfanger uforsigtige, tørstende forbipasserende med klistrede dråber, der ligner vand, men i stedet for at lindre deres tørst, holder de dem fast og lader dem lide  en langsom død, mens planten fordøjer dem.
Slipper man levende over hængesækken, er man nået igennem kernen af dette frygtelige, ukontrollerede område. Herefter er landet ugæstfri på en helt anden måde end de næringsfattige vidder, hvor hurtighed, antal og styrke var afgørende. Her hersker dunkelhed og korruption. Næsten intet lys finder vej gennem de tunge trækroner og dødelig stilhed hviler over kirkegårde af skrottet krigsmaskinel.
Fugten i luften gør det næsten umuligt at trække vejret, og en tæt sur lugt gennemtrænger sanser og sind. Laget af rådnende blade huser tusindben, bænkebidere og andre lyssky typer. Skolopendrene viser ikke ansigt, før de er helt overbeviste om, at man er en af deres. De opsnapper informationer, afpresser og manipulerer med udviklingen af den blodige og  skæbnesvangre krig, der udspiller sig vidt omkring i Mols Bjerge.