Mandehørm, balkanrock og en trelænget gård

Af Julie Povlsen og Jonas Bach (tekst) og Daniel Hjorth (foto)

Syv unge fyre, en hjemmelavet kartoffelskræller, to rebelske katte, en skilsmissekanin og en skrivemaskine uden farvebånd. Hvad har de tilfælles? En gård langt ude i byen Mørke på Djursland.

På den skrånende græsplæne står en ung, kasketbærende fyr og vinker.
En større flok høns spæner klukkende tværs over den lille jordvej, der fører op til den trelængede gård.
For enden af vejen venter noget, der ligeså vel kunne være en lille bid af en Morten ­Korch film. Her er udsigt til nypløjede marker, og Dannebrog hejst mod en blå himmel.  Den vinkende karl kommer traskende henover gårdpladsen. Gruset, der knaser under hans fødder, bryder den påfaldende stilhed, der hviler over stedet. Her er ingen naboer, der larmer, ingen sirener der hyler, end ikke lyden af tudende bilhorn kan høres i det fjerne. Her er stille og uforstyrret landskab, så langt øjet rækker. Stedet  er ikke en kulisse til en ældre, dansk spillefilm, og karlen, der smiler under kasketten, er slet ikke karl. Han hedder Mark Thomsen og er studerende med en bachelorgrad i design og arkitektur.
“Det her er den ultimative legeplads. Her kan jeg få lov til at lege uden, at der er nogen, der kigger mig over skulderen og siger stop,” siger han.
Legepladsen er en udlejet gård lidt udenfor byen Mørke, hvor Mark bor med seks af sine venner.
Potteplanter og lettere forældede haveredskaber står på gårdspladsen sammen med en campingvogn, der er malet i alle regnbuens farver og med mønstre, som leder tankerne hen imod en tid, hvor ‘bred ymer’ og ‘knæhøj karse’ var almen tale. Resten af gårdspladsen antyder, at den seneste fest ikke er gået stille for sig. Bag den bor hønsene i det lille hønsehus, som drengene selv har lavet. Lågen, der hænger lidt skævt fra hængslerne, er sat sammen med søm, som er smedet i blæsebælgen i den hjemmelavede smedje på den anden side af huset.
Tankerne flyver i retning af Bonderøven og hans evige trang til at lave det hele selv, men Mark synes nu kun, det er kasketten, som han og bonderøven har tilfælles:
“Bonderøven har pengene, men laver det hele af lyst. Vi mangler pengene,” griner han.

0 kroner-stuen
Drengene spenderer ikke penge på noget, de i stedet selv kan lave eller finde brugt. Derfor har den store fællesstue kostet så godt som nul kroner at indrette. Kun projektoren, som drengene bruger til filmaftener, synes ny og værdifuld. Alt andet er et sammensurium af genbrug og arvegods. Drengene samles om det store kakkelbord, der, efter de brune farver at bedømme, kan dateres tilbage til 70’erne.
I baggrunden spiller en gammel B&O-båndafspiller. Den ligner en rekvisit fra Krøniken. Musikken skratter en del fra den gamle maskine, men det er jo, som drengene siger, “en del af charmen.”
I vindueskarmen står en gammel skrivemaskine, som Mark har købt for 25 kroner. Den bliver ikke brugt så ofte, men drengene overvejer, om husets arkæologistuderende, Johannes, måske kunne skrive sin næste store opgave på den.
“Det kan han ikke, for farvebåndet er gået i stykker,” siger en af drengene. “Måske skulle vi bare smide den ud.” Men det kan der ikke være tale om, lyder det fra den anden side af bordet. “Sådan et farvebånd kan jo skiftes, og så er den fin igen.”

Skilsmissekaninen
Snakken over bordet er periodisk, men de tavse øjeblikke synes helt naturlige. Det ­skyldes måske, at drengene har kendt hinanden i flere år og sammen har gået på Dronninglund Gymnasium i Nordjylland. Idéen om gården er vokset mellem dem  gennem årene, men det var ikke let at finde et sted at leje sig ind, for de fleste udlejere er ikke just begejstrede ved tanken om at huse syv drenge i starten af tyverne. Drengene søgte flere steder og delte flyers ud i håb om at finde det rigtige sted. På en køretur standsede de tilfældigt op 100 meter fra gården i Mørke, uden at ane at den lå der. De tog et kig udover markerne og var enige:
“Her ville være lækkert at bo.”
Det kom de også til, men det krævede en vis overtalelse og en krukke hjemmelavet honning som bestikkelse til udlejerens kone, før udlejeren lod drengene skrive under på lejekontrakten. Til gengæld lovede de at renovere stedet. Det er stadig et løbende projekt. Drengene har netop fået indlagt varme. Det var velset, da det betød, de nu kunne smide deres jakker indendørs uden at fryse.
To katte er de eneste dyr på gården, foruden skilsmissekaninen, som ingen længere kan huske det oprindelige navn på. Den blev efter–ladt her af en tidligere kæreste og bor nu i et bur i et hjørne af haven. Drengene pønser på at anskaffe sig får og geder, men der skal lige laves en fold henover vinteren. Et projekt som de kaster sig ud i uden den store viden. Ingen af dem er landmandssønner eller har nogen særlige håndværksmæssige erfaringer, men som Mark siger:
“Vi tager det, som det kommer, og bare det står, er det en succes”.
En gris har også været på tale, men de må alle krybe til korset og erkende, at de nok ikke vil nænne at slagte den, hvis den først får et navn og trisser rundt blandt dem i et halvt års tid.

Balkanrock og popkunst
En tur rundt i hovedbygningen afslører, at skønt de har været venner længe, er deres smag stadig helt forskellig. Prydet med egen scene, skæve hylder og nok instrumenter til at kunne udstyre et helt bigband, lige fra tuba til indisk harmonika, har Jeppe indrettet sit værelse til at kunne rumme hans Balkan rockband “Balkan Beats” øvesessions.
Et andet værelse er minimalistisk. Et vægmaleri, taget fra streetart-kunstneren Banksy, er malet på væggen, og parfumerne står snorlige på hylden. Et lille loftsværelse er fyldt med graffitimalerier og et rod, der får Tjernobyl til at virke overskueligt. Alle andre dele af gården skal drengene enes om, men på de private værelser er der fri råderet.

Den forsvundne kartoffelskræller
Den store gildesal har været omdrejningspunkt for indflytter-festivalen. En festival, der til at starte med, blot var en indflytter fest, men da det alligevel ville tage en hel weekend at planlægge, så udviklede det sig til en festival med bands og DJ’s. Enhver festival med respekt for sig selv har også mad på bordet. En pattegris blev kørt til gården og slagtet af den lokale landmand, men rensningen og tilberedningen stod de syv drenge selv for.
Til grisen skulle der kartofler. Det at skrælle kartofler til 70 personer, kan måske virke som et endeløst job med kronisk rynkede fingre, men i stedet for at skrælle alle kartoflerne på gammeldags manér, blev en ny toiletbørste sat fast på en boremaskine og stukket i en balje med vand og kartofler.
Drengene viser stolt toiletbørsten frem. Den anden halvdel af opfindelsen, boremaskinen, er sværere at lokalisere.
De syv drenge bliver hurtigt enige om, at de lige skal have nogle regler om, hvor værktøjet skal ligge.
I køkkenet står en stor dunk, der huser en brun, ubestemmelig masse. “Det er mjød. Der er kun 30 liter, men næste gang laver vi over 100,” siger Jeppe med begejstring i stemmen.
Hvor længe drengene bliver på gården, vides endnu ikke. Foreløbigt skal de lige have lagt varme i overetagen, anskaffet sig et par får, plantet en urtehave og nok også lige holde nogle flere fester i den store gildestue.
Ude på gårdspladsen ses vinduet på første sal. Det svinger hurtigt op, og en sværm af fluer flyver forskræmt væk, som var det første gang, vinduet havde været åbent i månedsvis.
“Se! Jeg fandt den, den lå på mit værelse!”
Boremaskinen er lokaliseret og skrællemaskinen er igen fuldkommen.