Svedhytten i Brabrand
Af Maja Lundager Pedersen og Catarina Nedertoft Jessen (tekst) og Andreas Bastiansen (foto)
Der smides rosmarin på de brandvarme sten. Sveden pibler frem hos den samlede kvindeflok. I tipien sidder også Jens fra Horsens, som herude hedder Slow Dog og er dagens sweatmaster. Vi er i Naturcenter Sølyst i Brabrand, hvor medlemmer af dansk-indiansk samfund er mødt op til den månedlige svedhytteceremoni.
Drejer man fra stien rundt om Brabrand Sø, ligger en lille hytte. Til daglig mødes man af et igloformet skellet lavet af pilegrene, men i dag er skellettet dækket til at bisonskind. I dag er der sweat.
Udenfor er der ganske tyst, men letter man på indgangstæppet, siver hviskende lyde fra omtrent ti kvinder ud. Kvinderne sidder i svedhytten, tæt presset sammen om de glohede sten, der varmer rummet op til noget nær det ulidelige.
I mørket er det kun det danske sprog, der afslører, at det ikke er etniske indianere, men danskere, der sidder samlet denne lørdag eftermiddag. Samlet om sten og ritualer. Men ikke mindst samlet om en tro, der har rødder tilbage til Amerikas indfødte; indianerne.
Indianerliv
Her i Naturcenter Sølyst er hverdagen skiftet ud med tipier, træer og forfædrenes ånder. Dansk-indiansk samfund samles om bål, sang og ceremonier i en verden langt, langt borte og alligevel så tæt på. Hvis man forventer sminke og fjer i håret, bliver man skuffet. Præcis som i Amerikas reservater er disse karikerede forestillinger langt fra den ægte indianske verden. Det er spiritualitet og sammenhold, der er i fokus.
25 medlemmer har fundet tid i en ellers travl dansk hverdag til at dyrke de indianske traditioner. Arrangøren af weekenden er Jens Mühlmann Lund. Her er han kendt som Slow Dog. Han har fra barnsben været fascineret af indianere og betragter sig selv som en af dem – trods den ellers så danske overflade.
“Jeg er stadig Jens fra Horsens. Jeg er det hele. Men jeg er allermest Indianer,” siger Slow Dog. Han ser sig selv som en slags kulturformidler, der fortæller det hvide folk om indianerne og overbeviser indianerne om, at hvide mennesker også kan være ganske fornuftige.
Slow Dog er den naturlige leder i dansk-indiansk samfund. Han er drivkraften bag mange arrangementer. Det er ikke kun denne weekend, den indre indianer får plads. Ud over de månedlige svedhytter arrangerer Slow Dog også andre events. Hvad enten det er en spirituel weekend eller festivitas, som den årlige Powwow, kræver det meget arbejde og organisering, men det er en bagatel i forhold til udbyttet; et stærkt sammenhold og en gensidig forståelse.
Sweat baby, sweat
Før en sweat er der mange ting, der skal være på plads. Området uden for hytten skal renses. Man må ikke krydse linjen mellem bålet og stenene, for bål er ild, ild er sol og sol symboliserer Skaberen. Altså, krydses linjen, afskæres Skaberen fra svedhytten.
Ofring er vigtig. Guderne er glade for en tobaksgave. Marlboro er især et hit. 20 korte. Røde. Light er for tøser. Slow Dog har brugt lang tid på at klargøre svedhytten. Hver en sten, der skal varme kvinderne, har fået en velsignelse med på vejen. Bålet har brændt i flere timer, og nu er tiden kommet.
”Så er det nu de damer,” siger Slow Dog, og kvinderne stimler sammen om stenene inde i hytten.
Indgangen dækkes til, og varmen bliver hurtigt intens.
”Hvis det bliver for varmt, er jeg lige her, og ellers hjælper det at presse håndfladerne mod den kolde jord,” siger en rutineret kvinde, der har været med de sidste 15 år. Det gode råd bliver absolut nødvendigt.
Lettelsens suk giver genlyd i de mange lag bisonskind, da der åbnes for hytten. Men snydt. Det er ikke slut endnu. Det var bare første runde. Det er stadig tre tilbage.
tipi frem for kirke
For disse kvinder er svedhytteceremonien lige så højtidelig, som en søndag morgen i de danske folkekirker er for andre. Kirken har fået sparket til fordel for tipi og totempæl. Den kristne gud er erstattet af ånder. Vigtigst af alle, Skaberen.
Josefine Garde, medlem af dansk-indiansk samfund, havde aldrig bedt, før hun blev en del af den indianske tro. Det har ændret sig nu. Denne lørdags svedhytte er dedikeret til Josefine. Hendes far er syg, og alle sætter deres spirituelle kræfter ind i kampen for hans helbredelse. Bønnen er det centrale i den indianske tro.
”Jeg får som regel det, jeg beder om. Men det handler selvfølgelig også om, hvad man beder om,” siger hun. I dag er det en bøn for hendes far.
Obligatorisk fredspibe
En duft af krydderurt spreder sig i hytten, da Santien, bedre kendt som rosmarin, bliver lagt på stenene og gnistrer væk. Klaustrofobien kæmper bravt mod viljen til at fuldføre ceremonien. Det gør det ikke lettere, at kvinderne skal være absolut tildækkede. Ikke så meget som et knæ må titte ud under bomuldsklæderne, for der er en mand til stede. Slow Dog er denne dags sweatmaster.
De synger. Struben får frit spil. Det er indholdet i sangen, der er i fokus. Fællesskabet om teksten frem for de finpudsede toner. Gamle indianske fortællinger bliver holdt i live gennem denne flok danske kvinder, som synger for guderne. Hør os, vi er her, og vi beder om jeres opmærksomhed:
”Pas på vores kære, kurér min far, giv datter Rose en lys fremtid og bevar moder jord.”
Slow Dog tænder den obligatoriske fredspibe og lader den gå på omgang. Piben symboliserer kosmos og røgen menneskets bøn til guderne. Det sidste hiv markerer slutningen af ceremonien, og kvinderne vælter ud af svedhytten. Luft. Frihed.
Josefine har gjort, hvad hun kan. Resten er op til guderne.
